Ja, yes, oui, si, da
Den komplette tantriske filosofi kan siges med et ord: Ja. Ja – er eneste teknik du behøver at kende og praktisere. Resten er underholdning.
Det hele starter (og slutter) med et stort rungende JA. Ja til os selv… Ja, til glæde, begejstring og liv. Ja til sorg, frygt og stress. Ja til sind, krop og tanker. Det drejer sig om at sige ja til hver eneste celle i din krop. Ja, ja, ja.
Nej – er meningsløst, for alt er som det er.
Der findes ikke noget som er forkert. Der findes ikke noget som ikke skal være her. Du og jeg er nøjagtig, som vi skal være. Det kan godt være at der er noget vi ikke kan lide – men så er teknikken jo bare at sige ja til det – ja til at jeg ikke kan lide det.
Ja, jeg vejer lidt for meget. Ja, jeg har en bumbs på hagen. Ja brysterne er ikke lige store. Ja, jeg er genert. Ja, jeg ved ikke altid hvordan. Ja, det er bare sådan det er.
Ja, er begyndelsen på alting.
Ja inkluderer – nej ekskluderer. Ligegyldigt hvad, så er alting som det er. Der er noget at gøre ved det – alt kan og vil forandres, men her i dette sekund, er det som det er.
Hvis vi derimod siger nej, så går alting i stå. Nej, er at klamre sig til en idé om hvordan noget skal være. Nej, giver lidelse, ensomhed og afstand. At bekæmpe noget eller nogen påfører mig lidelse.
Tantra siger ja til alt – også seksualiteten.
Tantra handler ikke om seksualitet som sådan, det handler om at sige ja og det ja inkluderer også seksualiteten. Ja jeg er et seksuelt væsen. Ja jeg har lyst til sex. Ja nogen gange har jeg ikke lyst til sex. Og ja nogen gange så kan jeg slet ikke få nok. Ja, ja, ja…
Tantra udfordrer og provokerer. Tantra spørger om du tør at sige ja til alle dine seksuelle tanker - tør du sige ja til din lyst? Eller siger du nej tak? For hvad du end vælger så er seksualiteten der. Hver eneste celle i din krop er seksuel. Seksualiteten og forplantningen er den væsentligste del af vores dna.
Tør du sige ja til din lyst?
Tantra handler ikke om orgasmer eller bedre sex – det er sindets og ego'ets vej. Tantra viser vejen til noget der er langt større og stærkere end seksualitet. Tantra viser vej til dit sande jeg – din virkelige essens.
Det er dit ja og kun dit!
Du kan kun sige ja til dig selv og for dig selv. For dit ja kan lige så godt være et nej. At sige ja til sit invendige nej, er et ja til sig selv. At sige nej tak når nogen træder dig over tærene – er i virkeligheden at sige ja til dig selv.
Den tantriske vej er at sige ja
Vejen er at sige ja. Du kan kun opleve verden uden filter og dig selv uden forbehold hvis, du tør at sige ja.
Tantra handler ikke om at være 'nice' – det handler om at være autentisk.
At sige ja, er den tantriske metode – resten er bare underholdning.